Hun titter frem fra mørket ud på os. Bogstaver falder gennem billedet. I baggrunden er en anmeldelse af digtet ’Så og så mange lærker’ af Per Højholt (1966). Det paradoksale i, at en anmeldelse er lige så poetisk som digtet selv:

”Det er forår! Efter at have sovet
en hel vinter vågner jeg. 
Lærkerne kommer i massevis!
Vinteren rinder i grøft og grav, 
den forsvinder, solen skinner,
en bil kører op og ned gennem hulvejen,
langs fyrretræerne, det plasker,
og det er skønt, og nu kan jeg igen.”

Anmeldelsen findes her.