Forglemmigej,

Hun sidder med ansigtet hvilende i sin hånd. Tænksom og lidt i opløsning. Hendes hår er sat op med hårbånd, som siger alt det, hun ikke vil sige højt.

Hun har mistet gradvist, men insisterer på at holde fast i minderne og de gode stunder. Grave dem frem, når de ligger dybt.

Man kan nogle gange være så fordybet i maskinrummet, at man glemmer at mærke efter. På kanten af behagelig bedøvelse. Nu sætter hun tiden på pause, sidder stille og mærker, alt det der skal mærkes.

Forglemmigej blomsten er sat i ramme og betyder noget så meget.