Hun er brugt og stoisk på samme tid. Leger med sin halskæde, mens hun løfter sit øjenbryn mod beskueren. Kroppen er både en ung piges, og mærket af tidens tand og livets leg. Tid og nærvær er det dyrebareste, vi har at give hinanden. En usædvanlig rolig baggrund med træk tilbage til Bauhaus-stilen. Titlen er inspireret af et digt af lyriker Louise Breyen.
Skip to content
