29x40 cm
akryl, kul og tusch på træ
Hun titter frem fra mørket ud på os. Bogstaver falder gennem billedet. I baggrunden er en anmeldelse af digtet ’Så og så mange lærker’ af Per Højholt (1966). Det paradoksale i at en anmeldelse er lige så poetisk som digtet selv.
”Det er forår! Efter at have sovet en hel vinter vågner jeg.
Lærkerne kommer i massevis! Vinteren rinder i grøft og grav,
den forsvinder, solen skinner, en bil kører op og ned
gennem hulvejen, langs fyrretræerne,
det plasker, og det er skønt, og nu kan jeg igen.”
I kan læse anmeldelsen her.